Svaret er, at det er svært. Derfor undersøgte vi også løbskalenderen for o-løb, da vi skulle på familiebesøg i Berlin i den første weekend i maj 2019. Vi har gjort det før, og vi gør det nok igen. Det at løbe orienteringsløb i udlandet adskiller sig ikke meget fra o-løb i Danmark. Det viste sig, at der var Berlinmesterskab i sprint i Oranienburg lørdag den 4. maj 2019.
Det er en anden måde at være turister på. Man kommer ud i områder af byerne, som vi nok ikke var kommet, hvis ikke lige der havde været et orienteringsløb. Løbet foregik i en forstad til Berlin – Oranienburg. Togplanerne blev studeret og sammenlignet. Første start var kl. 10.02. Først tog vi med sporvognen, og herefter regionaltoget. I Oranienburg skulle vi gå ca. 1,5 km til en sportshal, der lå lige op ad slottet og slotsparken. På vejen skulle vi krydse floden Havel og så en lille slotshavn. Et rigtig fint sted. Stævnepladsen var inde i sportshallen – Heldigvis, for det var hundekoldt udenfor. I hallen havde de både stævnekontor og en lille kiosk (som vi kender det i Danmark). Der var 2 løb med henholdsvis 1.200 m og 700 m til start. Første løb foregik i et parklignende område med beboelsesejendomme, legepladser og parkeringspladser og sidst på turen rundt om slottet og med opløb langs sportspladsen.
Andet løb begyndte kl. 14 og foregik i slotsparken, som jo ellers var lukket af med et højt hegn. Der var adgang til parken for alle, hvis man betalte entré. Turen til start gik rundt om parken igennem et beboelsesområde og nogle kolonihaver. Starttrekanten stod i en åben låge, som kun var låst op for løbere. Et fint lille løb som gik på kryds og tværs i slotsparken. Først i et område med små områder med “hvid skov” og sidst på løbet i den fine del af haven, med små labyrinter, haver og drivhuse. En rigtig fin sprint, hvor det bare handlede om at løbe hurtig, hvilket jo ikke er min stærkeste side. Der var elektronisk resultatformidling i sportshallen, så vi kunne jo følge med i resultatet hele tiden. En placering som nr. 7 ud af 14 var ok for mit vedkommende. Jeg fik alle posterne i modsætning til de andre 2 danskere, der deltog (Stig var den ene).
Herefter gik turen tilbage til Berlins centrum, hvor vi fortsatte med at lege turister sammen med vores unge mennesker. De kunne vise os de små spisesteder, som man ikke lige finder som turist. Bl.a. spiste vi i et gammelt hus, som blev brugt som dansested. Dvs. at der var danseundervisning mens vi spiste vores aftensmad. Inden vi gik derfra, var stedet fyldt med festklædte mennesker, der skulle til bal.
Det kan klart anbefales at finde sprintløb, når de kommer rundt i verden.
Løb i udlandet kan findes mange forskellige steder. F.eks. http://cal.worldofo.com/ , hvor store stævner ofte kan findes. Et mindre sprintløb i Berlin findes via landets orienteringsforbund. Google kan finde det for dig.
Fint indlæg fra den store verden?