Rold Skov Nytårsløb

NYTÅRET STÅR FOR DØREN ……………………

NYT OMRÅDE og HELT NYT O-KORT
ROLD SKOV TEGLGÅRDEN

Traditionen tro byder vi dig velkommen til åbning af sæson-2015 i Rold Skov. Det er Nytårsløb nummer 17 i perlerækken af anderledes og sjove orienteringsoplevelser 1. nytårsdag i Rold Skov.
Vi har gennem årene budt på mange forskellige kort af ældre dato, men i år byder vi på en nyskabelse og præsenterer endnu et splinternyt kort over Rold Skov.
Vi har nemlig fået lov til både at tegne kort og løbe i den allernordligste del af Rold Skov – Teglgården.  Et område der byder på mageløse udsigter, kuperet højskov, juletræskulturer, marker, enge og lavtliggende moseområder, hvor mosekonen har sat sit nytårsbryg over. Oven i alle disse herligheder kommer et stille og flot nytårsvej med blå himmel og en bleg vintersol. Sådan har vi ”bestilt” det.
Stævnepladsen bliver ved ”Teglgården”, som hedder sådan fordi man i fordums tider brændte tegl i området. Bl.a. teglsten til at bygge borgen Egholm, som lå nede i engene ved Lindenborg Å. Borgen var en berygtet røverrede som Dronning Margrete den 1 (1353-1412) ryddede ved en snedig list. Borgen blev nedrevet, og teglstenene blev anvendt til at opføre Helligåndsklosteret i Aalborg.
I dag er der anderledes fredeligt i området, der aldrig tidligere har været tegnet som et rigtigt o-kort, og midt i det hele ligger Teglgården, der er en veldrevet landbrugsejendom med tilliggende skovarealer og marker. Vi har fået lov til at lægge stævnepladsen – stort set midt på gårdspladsen!!!

”TØMMERMANDSLØB” 2015
Nytårsdag, torsdag, den 1. januar kl.13-13.30

KORT O-kort Teglgården, 1:10.000. Printet.
Nytegnet vinteren 2014-2015 på grundlag af COWI-kurver. Ækvd. 2,5 m.
TILMELDING Ingen, mød bare op – vi har masser af kort og gode oplevelser klar. Men du må gerne sende en nytårshilsen med besked om din ankomst til joj@elvis.dk
STARTAFGIFTSPAKKE kun kr. 50,00 – kun mod kontant – og ingen kredit!! – men incl. varm suppe, parkering og stævneplads.
TIDTAGNING Ja, hvis du selv medbringer emitbrik – kun egen løbstid og mellemtider, men ingen resultatliste. Der er jo kun for sjov her først på året!
BANER lang svær ca. 6-6,5 km., kort svær ca. 4-4,5 km. og let/begynder ca. 2,5-3 km.
OMKLÆDNING – ved bilerne, ingen bad (det er alligevel alt for koldt til det vandpjaskeri).
SUPPE – Ole Jensens vidtberømte nytårssuppe serveres gratis (er indeholdt i startafgiftspakken) til alle efter løbet.
STEGT PATTEGRIS – næsten! Mulighed for at købe lækre grillpølser, der kan lægge låg på nytårsmenuen fra aftenen i forvejen! En løbetur, 2 griller og en kold cola eller pils – og du er som ny!
PARKERING/MØDESTED
Ved Teglgården. Afmærkning på Bækkedalsvej ved indkørslen til Teglgården.
Kommer du sydfra via Skørping: Kør nordud ad Buderupholmvej i den store rundkørsel. Lige før du passerer det nedlagte dambrug og broen over Lindenborg Å, drejer du til højre ad Bækkedalsvej. Hold herefter øje med skilte efter den første jernbaneviadukt.
Kommer du nordfra via Støvring: Kør ad Buderupholmvej ned forbi Buderup Ødekirke og forbi det nedlagte dambrug og broen over Lindenborg Å. Umiddelbart herefter drejer du til venstre ad Bækkedalsvej. Hold herefter øje med skilte efter den første jernbaneviadukt.
Kan du stadig ikke finde stedet, så ring på 4061 5761!
VINTERFORBEHOLD – tjek lige www.roldskovok.dk inden løbet. Hvis Kong Vinter driller og sætter i med et himmelbetændt rendfog giver vi nærmere besked via hjemmesiden.
Men vi har bestilt en høj og smuk vinterdag med et let snedækket landskab, blå himmel og stille vejr.
På gensyn og godt nytår
Nytårsnisserne fra Rold Skov OK
O-kortet dækker den nordligste del af Rold Skov – området omkring Teglgården.

Subscribe
Notify of
0 Comments
Newest
Oldest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x