Banelægger – eftertanker

Løse tanker om banelæggerens job – efter Ulbjerg maj 2019, – divisions match.
Ved Søren Elkjær.

Optakten

Tænker du på at blive banelægger ved et større arrangement?

Så er du ikke den eneste. Efter en tid med at løbe andres baner – så opstår hos en ret stor del af os tanken om selv at lave de der vanskelige baner, hvor løberne tvinges til virkelig at tænke sig om – og hvor enkelte af dem gerne må bomme (- – for det har jeg jo selv gjort så ofte). Så kan man jo bagefter sidde og smile overbærende på O-track, hvor ethvert bom afsløres skånselsløst. Eller nyde synet af dem, der bare går lige i posten – uanset hvor godt (svært) et stræk jeg syntes, jeg havde lavet.

En naturlig udfordring er det. For nogen af os.

Andre har rigeligt med udfordring i blot at finde de der fucking poster (- som næsten altid står mast ned i bunden af et mikroskopisk hul, – eller som er omhyggeligt gemt af vejen bag en sandklit pakket ind i en tæthed 3-er af gamle, ondskabsfulde fyrrebuske).

Jess bad mig lave baner til divisionsmatch i Ulbjerg, maj 2019. Det gjorde han for over et halvt år siden. Jeg tog mod udfordringen og sagde: Ja – ja (”…der er jo længe til – så det går nok… – og man har jo lavet en hel del træningsløb – så sværere kan det vel ikke være……..”).

Jeg har lavet baner til en divisionsmatch før – men det er en del år siden, – og i mellemtiden er der sket en del forandringer, som gør opgaven noget anderledes end dengang.

Nyere udfordringer

Nogen af disse udfordringer, som jeg fandt i forhold til tidligere, er følgende:

1. eks. laver Steen nu perfekte kort. Det er jo dejligt. Det hele passer med virkeligheden. Men det giver nye udfordringer, idet alle nu forventer, at alt er ført helt ajour. Det medfører, at hver gang Hedeselskabet har haft en monster-trærydder maskine i skoven, så må Steen ud og korrigere. Og det sker faktisk hele tiden! Det fik kontant betydning for min banelægning – især afslutningen af alle svære baner. Det område, som lå bag kiosk-teltet, – og som er karakteriseret ved nogle spændende kurver, og skiftende tætheder med afvekslende gennemløbelighed, – det område var kort før stævnet hærget af store skovmaskiner – således at tætte rækker af væltede graner gjorde al passage meget vanskelig. Steen måtte i aktion – fik tegnet de eneste mulige gennemløbeligheder på kortet, så vi kunne gelejde de svære baner gennem området i en ret snæver passage. Personligt var jeg i skoven med de store arbejdshandsker for at rydde lidt op i kæmpe stakke af kvas, som gjorde løb i passagen til forhindringsløb.
2. Desuden er Condes gået amok: Jeg måtte virkelig på skolebænken og træne Condes-kommandoer, for at være a-jour. Der er tørre tæsk til banelæggeren, hvis du har glemt at fjerne en stump rød streg i post-cirklen, hvis denne dækker over en lille slugt, som du kunne have brugt som ledetråd, hvis den havde været synlig. Ligeledes risikerer du prygl, hvis de røde streger dækker over sti-signaturen på begynderbanen. Ligeledes skal du have styr på, hvordan du opretter en klasse, – og hvilke klasser der er på hver bane. Hvor væsken skal være – og hvordan den indsættes i Condes. Hvordan du exporterer til PDF for at lave et prøvetryk (ikke kommet ind med modermælken for os over en vis alder). Og en hel masse mere.
3. Desuden er der ingen tolerance for postplaceringsfejl: Hvis du placerer posten på den forkerte punkthøj, – så bliver du slagtet. Derfor er det en god ide at alliere sig med en kompetent banekontrol. Du kan have sat 69 perfekte poster ud – men hvis post nr. 70 står 10m. forkert, så er det lige netop den, du vil blive husket for. Altid. Kontrol skal være dobbelt – eller 3-dobbelt – af alting.
4. Desuden er der nyt reglement – faktisk her i 2019. Hvis du troede, du kendte det gamle, så tro om igen. Nye ledelser laver nye regler – og banelæggeren skal vide præcist hvilke aldersklasser der løber hvilke baner. Og hvor svær bane 7 skal være – og hvor let bane 10 skal være.

Banelægningen

For mig er den sjoveste del af arbejdet netop dette: At sidde med Condes og lave

geniale stræk – lange og korte – og prøve at udnytte skovens karakteristiske profil. Om dine stræk så faktisk bliver geniale, ja, det viser sig – dels ved banekontrollens kommentarer, – og dels efter løbet, når du lytter til dommerne (løberne!).

Til enhver divisionsmatch skal der være 10 forskellige baner.

Før du går i gang, er det en umanerlig god ide at klikke ind på DOF’s hjemmeside og finde deres vejledning i banelægning. Den hed her i vinter 2019 ”Banelægningsmetodik – DOF Akademiet 2018.” Print den ud. Den er uundværlig. Den giver indblik i en række faktorer, som er nødvendige forudsætninger for at lave baner. F.eks.:

• Hvor svære skal de være – alle disse baner? Hvad indebærer en ”Grøn” bane?
• Hvad starter jeg med: Bane 1? Eller bane 10? Nej – ingen af delene: Du starter med at få overblik og lægge de lange stræk ind. Derefter finder du de områder, hvor det kan lade sig gøre at lægge små korte stræk ind – med finorientering.
• Hvor skal opfang ligge på en mellemsvær bane?
• Hvad er et moment – – og hvor mange af disse må der være på en begynderbane?
• Hvilke terrængenstande må benyttes på en let bane?
• Hvad indebærer ”vejvalg”? Hvor mange skal der være?
• Og sådan bliver det ved – beskrevet på en enkel og lærerig facon.

Antal poster

Hvor mange poster kan jeg anvende? Jess anvendte langt over 100 ved DM lang sidste år – med et utal af baner. Jeg satte mig som mål at bruge højst 72 på de 10 baner – fordi klubben selv ejer 75. Dvs jeg skulle ikke ud og låne i andre klubber. Det lykkedes: Jeg endte på 71. Men heraf går de 15 til Begynderbanen alene. Der er ikke formelle krav til antallet af poster. Det er op til dig.

Vejvalg – stræk

I Ulbjerg kan man ikke lave langstræk på Nord-Syd aksen. Det er min vurdering. Der er for mange større veje – parallelle – som lægger op til alt for lette udenoms-løb.

Hver skov har sin profil. I Ulbjerg skal de lange stræk gå Øst-Vest eller omvendt. (Jeg vil faktisk gerne se et forsøg på et godt langstræk Nord-Syd – hvis nogen har lyst til at tage udfordringen op.) Langstrækkene bliver egentlig udgangspunktet for alle de svære baner. De er vigtige – brug lang tid på dem – få andre til at se på det du har lavet – for det kan altid (ALTID!) vurderes anderledes, end du forestiller dig. Jeg havde til bane 1 lavet et langstræk på 1500m. – som jeg selv tænkte var genialt (- i hvert fald næsten genialt…..). Det var banekontrollen (Jess) ikke helt enig i. Han foreslog løbsvinkelen i strækket flyttet nogle grader – med det mål at gøre de tre sandsynlige vejvalg mere lige iøjnefaldende. Der var et nordligt udenom-vejvalg, – et sydligt, – og et zig-zag vejvalg lige på. Mit udkast hældede (- jeg havde ikke spottet det) til det nordlige vejvalg. Ved at ændre løbsvinkelen nogle grader mod syd blev løberen tvunget til at tage alle tre muligheder i betragtning. Og først dermed er der jo tale om et reelt vejvalg. Det handler om små nuancer – og man har svært ved at rive sig selv løs fra en første indskydelse af, at ”…her har jeg da lavet et genialt stræk.”

Flere vejvalgsmuligheder er et krav på alle længere stræk. Ved hvert eneste stræk kan man med fordel sætte sig i løberens sted og tænke – (inden for 5 sekunder): ”Hvad gør jeg har? – Løber jeg lige på? (det gør Keld og Jess f.eks. ofte), – eller tager jeg et længere udenoms-løb? – Er der et opfang, som gør strækket for let? – Kriteriet for et godt stræk er, at du (i løbet af de 5 sekunder) når at tænke: ”Jeg løber da udenom til højre…….Nej for resten – jeg tager det lange vejvalg venstre om………Hold nu op – det må være bedst at løbe lige på!” Så er der tale om et genialt stræk. Og så kan du bagefter på O-track more dig over at iagttage løberne i alle tre vejvalgs-variationer. Det er faktisk sjovt. Der kan ses flere gode eksempler på det i O-track fra Ulbjerg.

Jeg tog i skoven adskillige gange blot for at gennemløbe forskellige vejvalgsmuligheder. Det giver en god realistisk oplevelse af løbernes dilemma ved vejvalg.

Ulbjerg har nogle områder med rigtig spændende kurver sammen med skiftende tætheder. Her er der virkelig mulighed for korte stræk med fin-orientering. De skal selvfølgelig udnyttes. Tving løberne ned i tempo ( – bortset fra typer som Rene Rokkjær og Rasmus Djurhus – som man åbenbart ikke kan tvinge ned i tempo – ligegyldigt hvad man gør. – Begges kilometertid lå under 6 min. – uanset lyng – bakker – tætheder – – hvem kan begribe hvordan de gør det….).

Ude i lyngområdet har jeg det lidt svært: På den ene side er området meget smukt – og alle bør egentlig have et sving derud. Men på den anden side er lyngen (for tiden) så høj, at det er benhårdt at løbe der, – og de Blå Baner vil garanteret ikke synes om at løbe der. Samtidigt er der stort overblik, så du må finde postplaceringer, som er lidt ”puttede” – for at posterne ikke er synlige på afstand. Så det blev de Sorte Baner (1 til 4) som kom en tur i lyngen.

Condes

Jeg fik lavet et utal af baneudkast i Condes. Og hver gang tænkte jeg, at nu var der nok tale om det færdige udkast. Men så kom der lige en ny ide – eller et nyt input fra banekontrollen. Og så endnu en Condes-fil. Det er en god ide at give disse filer nogle let genkendelige navne, så du hele tiden er klar over, hvilken fil der er den nyeste – den ”endelige.” Ellers kan du komme i tvivl om, hvilken fil der faktisk har alle nye rettelser med.

Manilla

Først når alle baner er helt færdige – og banekontrollen har godkendt det hele – så er det tid til manilla-mærker og piberensere. Man kan stadig købe piberensere i Brugsen – måske lever piberenserfabrikanterne i virkeligheden af o-løbere.

Det tager ½ dag at sætte dem ud. I lyngområdet kan det være svært at finde egnede buske til anbringelse af manillemærker præcist på de rigtige steder. Derfor medbragte jeg tilspidsede pinde fra skovbunden til dette formål. Det virkede helt fint. Det eneste problem var, at jeg medbragte en dolk med 9 cm langt skær. Det er jo ulovligt – og hvis jeg var blevet stoppet af vort effektive politi, var jeg blevet dømt på stedet.

Manillamærker kan forsvinde – især ved befærdede stier – og i lyngområder med får. Får elsker at gnave i mærkerne. Check dem igen kort før stævnet.

Definitioner og tryk

Postdefinitioner er et kapitel for sig. Du skal virkelig sætte dig ind i DOF’s vejledning for postdefinitioner. F.eks. har jeg en tilbøjelighed til at glemme kolonne C med angivelse af ”Nordligste” – eller ”Østligste” – eller ”midterste” af flere slugter. Jeg fokuserer på lige netop ”min egen” lille slugt, – og overser den anden slugt inden for den røde cirkel.

Kontrolnumrene på hver enkelt postdefinition: Kontroller dem igen – og igen.

Postdefinitioner skrives ud i forskellige størrelser – afhængig af løbernes alder. Og du skal selv skære dem til – med klubbens udmærkede skæremaskine. Du kan skære ca. 8 lag papir ad gangen – så det tager sin tid. Og risikoen for at skære nogle af dem i stykker er ganske stor.

Steen tager sig af trykning af kort. Det er noget af det sidste i processen. Steen vil have alle baner i 1:10.000. Han sørger selv for at trykke de relevante baner i 1:7.500. Endvidere tager Steen sig af lay-out, således at du ikke selv skal tænke på størrelsen af printet – altså A4 eller A3, – eller placering af postdefinitioner. Alt det klarer Steen sammen med trykkeren (et bestemt trykkeri i Horsens).

Få det hele trykt i rivfast papir – så slipper du for en aftens pakkearbejde med plasticposer. Stævnelederen betaler!

Så er det tid at lave de sidste 3 sæt baner: Et sæt til postudsætning. Et sæt til forløbere. Og et sæt til postindsamling.

Og det er ikke det samme. Postudsætning handler om 2-3 personer: Dig selv, – banekontrol, – og i mit tilfælde også Steen. Det tager en formiddag.

Forløbere og postindsamlere udpeges af stævneleder. Det fungerer fint – men ikke uden ændringer i sidste øjeblik. Start tidligt (7.30) – så der er tid til at skifte en evt. død EMIT enhed. Medbring tape og fed lynskriver til evt. at rette en enhed.

Samarbejd med banekontrol og stævneleder konstant.

Det er en klar fordel (men ikke et krav) at være pensionist, når man påtager sig banelægning. Det tager tid. Men det er enormt spændende og udfordrende.