I virkeligheden starter denne refleksion med et deja-vu jeg havde på 2. dagen af Påskeløbet. Da Svend Erik og jeg var helt nye i ”gamet” var vi i Stråsø. Vi var startet i april 2006 og kun ikke hurtigt nok få lov at prøve rigtige løb, så vi tog til Vestjysk 2-dages i Stråsø for at prøve en bane. Brikker og startprocedurer kendte vi ikke meget til, men vi så Mette og Leif i Viborg klubtøj, og de gelejdede os på vej. I mange år kunne jeg i tankerne gennemløbe den mellemsvære bane, som blev min ilddåb den dag i Stråsø.
Og så var det, at jeg syntes, at jeg var lige der på det samme sted på 2. dagen i år.
Jeg måtte hjem og lede i gamle kort.
Jeg har i år slet ikke været der, hvor jeg huskede, men det lignede.
Der er sket rigtig meget på kortene over Vosborg- Stråsø områderne de sidste 10-12 år, både på kort og i virkeligheden, men det, der slog mig allermest, da jeg genså de gamle kort og baner, var – hvor er jeg dog blevet pivet.
Efter 2. etape fredag sidder flokken i sommerhuset og underholder om de rædselsfulde poster, de havde skullet finde i et rædselsfuldt terræn. Den der hede med masser af indlandsklitter overgroet med enebær og forknoklet fyr.
Da jeg så får jagtstartskortet i hånden og ser, at jeg skal have halvdelen af mine poster i indlandsklitter og deraf halvdelen ude i de bevoksede, udefinerbare, uigennemskuelige lavninger og punkthøje, er jeg lige ved at gå hjem med det samme.
Nå. Jeg finder post 1, 2 og 3 og de, der gider, kan jo følge med på O-Track D60. Der kan jeg så også se, at min ide til at finde post 4 er god nok, men jeg bliver ”pivet” og skræmt, da jeg ikke lige ser postskærmen omme bag punkthøjen. Hvorfor stoler jeg ikke på mig selv, men begynder at flakke rundt?
På vej til post 5 bliver det jo ikke bedre. God ide, god kurs, men ikke styr på afstanden og så begynder den der søgen rundt på må og få, for at få styr på, hvor jeg er.
Jeg ved ikke, om man bliver mere ”pivet” med alderen, men mine spor ser ud, som om jeg gerne vil det helt sikre.
Jeg ved heller ikke, om man bliver mere modig af at se sine spor på O-Track, men jeg kan se, at jeg bør stole mere på de ”kølige” overvejelser, jeg når at lave, inden jeg bliver stresset over, at det er svært og så gå efter dem.
Og så er det jo i øvrigt en fantastisk sport i solskin og med skøn stemning på stævnepladsen, så tak for endnu et godt Påskeløb.
/Birgitte